Weekly News

Tre udfordringer for fremtidens byggeri

Dansk Byggeri peger på tre store udfordringer i fremtidens bæredygtige byggeri. Adm. direktør Lars Storr-Hansen fortæller om nul-energibyggeri, genanvendelse af byggeaffald og byudvikling.

Vi ser gerne, at man fra politisk side gør det endnu mere attraktivt at renovere sin bolig, så den bliver mere energivenlig.

Ønsket om, at Danmarks energi er fossilfri i 2050, stiller krav til både nybyggeri samt eksisterende byggeri, der skal renoveres efter energikrav, som hele tiden skærpes. Tal fra den årlige Energistatistik viser, at knap en tredjedel af energiforbruget i Danmark nu er dækket af vedvarende energi, men der er stadig udfordringer. Omkring to tredjedele af byggeriet i Danmark er opført før 1979 i en tid, hvor der ikke var specielt meget fokus på energiforbrug og klimamål. En EA-rapport konkluderer, at det samfundsøkonomisk optimale varmebesparelsesniveau i den eksisterende bygningsmasse er 31 procent frem mod 2050, og det stiller krav til bl.a. isolering og udnyttelse af teknologier.

En af udfordringerne med at energiforbedre eksisterende boliger er ifølge Lars Storr-Hansen, at forbrugerne skal bruge penge på noget, de ikke umiddelbart kan se.

– 40 procent af al energi i Danmark bruges i bygningerne, men alligevel er det jo lettere som forbruger at gå ud at købe en lækker bordplade eller de dyre fliser til badeværelset, man har drømt om, end det er at beskæftige sig med isolering inde i væggene, som man jo ikke umiddelbart kan se, fortæller Lars Storr-Hansen og uddyber:

– Det er så fint, at vi har håndværkerfradraget. Men vi ser gerne, at man fra politisk side gør det endnu mere attraktivt at renovere sin bolig, så den bliver mere energivenlig. Det vil også skærpe boligejernes bevidsthed om isolering og andre energivenlige løsninger og få dem til at ændre vaner. Ligesom samfundet vil få en gevinst i form af bygninger, der i højere grad lever op til EU bygningsdirektiv om nul-energi.

Ordningerne kunne skrues sammen, så man kunne opnå et fast beløb pr. voksen over 18 år i boligen, som vi kender det i dag eller simpelthen give en procentsats i fradrag alt efter, hvor meget energi boligen sparer. Blikket kunne vendes mod Tyskland og Østrig, hvor de i dag har effektive og grønne tilskudsordninger.

– Den offentlige sektor bør også have mere fokus på omstillingen til vedvarende energi og dermed renoveringen af bygninger. Man kunne forestille sig, at der blev opsat bindende kommunale mål, og bliver de ikke indfriet, vil der blive skåret i bloktilskuddet, forklarer Lars Storr-Hansen.

En anden udfordring, der dukker op, når man renoverer bygninger, er ønsket om større bæredygtighed i genanvendelsen af byggematerialer. Hvert år bidrager den danske byggebranche med omkring 35 procent af de samlede affaldsmængder i Danmark. I dag genanvendes helt op mod 89 procent af byggeaffaldet.

De cirkulære ressourcestrømme stiller krav til, at man skal vide, hvad materialerne indeholder, og at tankegangen er integreret allerede, når byggeriet påbegyndes. Kendskabet til materialers indhold gør det mere sikkert at genanvende, så man ikke genanvender farlige, utidige eller forurenende stoffer.

– Vi bakker op om at udvikle et materialepas, der skal sikre et bedre kendskab til, hvad byggeriet indeholder, så byggematerialerne i fremtiden lettere kan genanvendes. Vi ser på, hvordan initiativet kan tænkes ind i byggeriets processer, så den cirkulære økonomi i byggeriet er rentabel og sikrer en mere selektiv nedrivning, forklarer Lars Storr-Hansen.

Ved at implementere den cirkulære tankegang i byggeriet fra begyndelsen sikrer man en høj udnyttelse af lokalt tilgængelige ressourcer samt sparer på jordens jomfruelige råstoffer, som vi ikke bliver ved med at have tilgang til.

Netop kendskabet til materialerne spiller ind på den tredje store udfordring, som handler om planlægning af byrum i forhold til, at flere flytter mod de store byer, og vejret bliver mere ekstremt.

– Med øgede befolkningstal og større urbanisering forventes 1,3 mia. mennesker at flytte fra land til by frem til 2030, hvilket svarer til, at hele Kinas befolkning er flyttet ind til byen, forklarer Lars Storr-Hansen.

I disse år er der et stort fokus på at tænke klimaudfordringerne ind i infrastrukturen. I byerne skyder der bl.a. grønne tage op samt broer og vandreservoirer, der skal aflaste kloakkerne, når de tunge regnskyl kommer.

– Danske virksomheder er verdensførende inden for teknologi og viden omkring udvikling af byrum. Vi har allerede i dag bæredygtige og velfungerende byer, som udlandet viser interesse for. Det skal vi udnytte lokalt og globalt, så vi fremover bliver bedre til at eksportere de løsninger og teknologier til udlandet, siger Lars Storr-Hansen. 

Fakta

Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald – VHGB – samler, udvikler og formidler uvildig og konkret viden om håndtering og genanvendelse af byggeaffald. Hos VHGB kan du som bygningsejer, entreprenør, håndværker, rådgiver eller kommune få gratis vejledning om miljøfarlige stoffer i bygge- og anlægsaffaldet og om mulighederne for genbrug og genanvendelse. Kilde: www.vhgb.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler