Weekly News

Tag kontakt i god tid

Boligforeninger, der skal i gang med renoveringsprojekter, bør undersøge hvilke muligheder de har, inden de giver drømmene frit spil.

Man kan ikke ændre på, hvad gamle bygninger kan bære.

Man kan som boligforening let lade sig rive med af drømmen om store altaner med plads til alt fra blomsterkrukker til den helt rigtige grill. Men inden man kommer så langt, er det en god idé at finde ud af, om det overhovedet kan lade sig gøre.

– Det første, man skal gøre, hvis man som boligforening står over for en renovering, er at tage kontakt til en rådgiver. Jo før, man finder ud af, hvad mulighederne er, jo bedre, siger Tommy Bæk Hansen, Product Development Manager i Hi-Con.

– Gør man det ikke, eller gør man det for sent, kan man komme langt ned ad banen, før man opdager, at det, man havde tænkt sig, ikke er muligt eller ikke er en god idé, tilføjer han.

Hi-Con er en af flere aktører på markedet for altaner. Virksomheden producerer altaner i stålfiberforstærket high performance-beton, som kan formes efter ønske, er brandsikkert og har en levetid på over 100 år. Materialets styrke betyder, at der kun skal anvendes omkring halvt så meget beton for at lave en altan i samme størrelse, som der skal, hvis den laves i traditionel beton.

– Vægten har meget at sige. Man kan ikke ændre på, hvad gamle bygninger kan bære, og kravene er blevet skærpet gennem årene. For nogle boligforeninger er det en udfordring, når altanerne skal udskiftes, fordi en ny, tilsvarende altan vil være for tung. Der kan vi hjælpe, fordi vores altaner vejer mindre, selvom de er lige så store som de gamle, siger Tommy Bæk Hansen.

High performance-betonen, Hi-Con anvender, blev oprindeligt udviklet til offshore-formål, men bruges i dag foruden altaner til bl.a. trapper, facader og broer.

Hi-Con konkurrerer bl.a. med min­altan.dk, der i 2016 blev kåret til Gazelle-virksomhed af Børsen. Minaltan.dk producerer stålaltaner og hjælper virksomheder i alle faser af altanprojektet, fra indledende rådgivning over projektering og produktion til montering og aflevering af altanerne.

Minaltan.dk udfører typisk projekter i mindre boligforeninger, mens det ofte er mellemstore entreprenører som Øens Murerfirma, Hi-Con konkurrer med, når det gælder større renoveringer i store boligforeninger. Her er Hi-Con en af mange leverandører, entreprenørerne vælger imellem, når de beslutter, hvilket produkt der passer bedst til den konkrete opgave.

Tommy Bæk Hansen råder boligforeningerne til at tænke langsigtet i forbindelse med deres renoveringsprojekter, uanset hvilken leverandør de vælger.

– Hvis man laver noget, der ”bare lige skal fungere nu, og så er det fint”, kan det let blive en dyr løsning, allerede på mellemlang sigt. Det kan godt betale sig at tænke langsigtet. Ellers risikerer man at lave noget, man skal lave om igen ti år senere, og det er jo synd, når man allerede har brugt kræfter og penge på det, påpeger Tommy Bæk Hansen og understreger vigtigheden af at tale med fagfolk tidligt i processen.

– Det er næsten det vigtigste budskab, jeg har til boligforeningerne: Tag fat i os eller nogle af vores kolleger i branchen, når I har intentioner om at gøre noget ved jeres bygning. Jo tidligere, vi kommer ind og kan undersøge forholdene, jo hurtigere kan vi fortælle jer, hvad der er muligt og optimalt i jeres tilfælde, afslutter Tommy Bæk Hansen. 

Fakta

Hi-Con har foruden i Danmark kontorer i Holland, Sverige, Norge og Finland. Hi-Cons højstyrkebeton anvendes til produktion af altaner, trapper, facader og broer. Hi-Con udforsker højstyrkebetonens potentialer inden for i alt fem forretningsområder: housing, infrastructure, environment, safe og urban.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler