Weekly News

Smart by skal planlægges godt

Den digitale udvikling vil ændre den måde, vi i fremtiden vil planlægge og indrette Smart City-byerne på.

Som byplanlæggere skal vi finde ud af, hvad vi kan bruge Smart City-udviklingen til, og hvordan det vil påvirke fremtidens byer.

Digital teknologi vil være en dominerende faktor i fremtidens intelligente byer, og mulighederne synes næsten uendelige. Men derfor skal man ikke nødvendigvis falde på halen over mulighederne uden først at se på, om vi har brug for dem alle sammen.

Det pointerer Andreas Hvidt, der har en MA i strategisk byplanlægning og er projektleder på Dansk Byplanlaboratorium; en uafhængig selvejende fond, der i over 90 år har sikret kvalificeret debat og faglig udvikling inden for faget:

– Som byplanlæggere skal vi finde ud af, hvad vi kan bruge Smart City-udviklingen til, og hvordan det vil påvirke fremtidens byer. Det er vigtigt, at vi først finder ud af, hvad det er for en by, vi gerne vil have. Vi skal ikke lade os overrumple af teknologien, der hele tiden fører nye løsninger med sig. Spørgsmålet, vi må stille, inden de digitale løsninger implementeres, er: Hvilke problemer og udfordringer kan vi løse med teknologien? Hvilke konsekvenser vil de digitale løsninger have for byudviklingen? siger Andreas Hvidt.

Han lægger dog heller ikke skjul på, at mulighederne er fantastiske, og at fremtidens Smart City er spækket med digital teknologi i alle byernes hjørner: Fra klimatilpasning, trafikhåndtering, borgerinddragelse, detailhandel, affaldshåndtering foruden energisektoren og plejesektoren m.v.:

– Mulighederne for måling og planlægning er nærmest uanede. I fremtiden vil vi i stigende grad bruge realtidsdata om, hvordan byens rum, gader, parker, offentlige pladser og terminaler bliver benyttet af brugerne; hvordan de færdes osv. Det giver byplanlægningen helt nye dimensioner, forklarer han:

– Smart City og digitalisering er et lag, der lægger sig over hele vores samfund. Det har naturligvis betydning for, hvordan vi skal indrette vores byer og det åbne land. Det vil også med tiden komme til at bryde de siloer ned, der ligger i forskellige forvaltninger på rådhusene. De enkelte forvaltninger vil i højere grad få behov for at arbejde på tværs af siloerne. Den øgede digitalisering kan være med-katalysator på at bryde vanetænkning og tvinge os til at tænke smartere, mener Andreas Hvidt.

Smart City-teknologien kan være med til at løse rigtig mange problemer og få processer til at glide nemmere og mere intelligent. Men Anders Hvidt understreger, at digitalisering og teknologi ikke kan stå alene uden en samlet plan om fremtidens intelligente byrum:

– Teknologien gør, at man som planlægger skal agere i nuet, samtidig med at man bliver overhalet af morgendagens nye muligheder. Byplanlæggerne får en mere faciliterende rolle i byudviklingen, hvor alt efterhånden lader sig gøre. Det gælder om at bruge mulighederne rigtigt. I hvert fald hvis man gerne vil planlægge den intelligente fremtid i byerne, slutter Andreas Hvidt fra Dansk Byplanlaboratorium.

Del

Journalist

Jørn Sørensen

Andre artikler