Weekly News

Selvfølgelig kan vind­møllevinger genanvendes

Indtil for få år siden var der ingen genanvendelsesmuligheder for vindmøllevinger. Men så fik Jakob W. Nielsen en idé.

Det begyndte med en undren over, at der ikke var udviklet nogen meningsfuld genanvendelse af vindmøllevinger og andet glasfiber. I dag, flere år og mange tests senere, står Jakob W. Nielsen i spidsen for virksomheden Miljøskærm, der genanvender vindmøllevinger til produktion af støjskærme.

– Det, jeg gør, er at fremstille et granulat af en størrelse, som fungerer rigtig godt som lydabsorberende materiale, forklarer Jakob W. Nielsen.

Granulatet anvendes i den type støjskærme, som opstilles langs vores trafikerede veje.

Genanvendelsen af vindmøllevingerne er god for miljøet, da alternativet er at grave vingerne ned.

– En af de store udfordringer med glasfiber er, at det ikke nedbrydes naturligt. Graves det ned, kan det graves op igen om 1.000 år, uden at der er sket noget, siger Jakob W. Nielsen.

Metoden er samtidig god for CO2- og energiregnskaberne. COWI har dokumenteret, at fremstilling af støjskærme af genanvendt glasfiber reducerer CO2-udledningen med ca. 60 procent og energiforbruget med ca. 40 procent i forhold til fremstilling af konventionelle støjskærme. 

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler