Weekly News

Skanska lægger vægt på at fremtidens Scanport kommer til at tiltrække erhverv, men også får et liv i tiden efter at kontorerne lukker. BY OG BYGGERI

Scanport er det næste skridt i Københavns forvandling

Skanska ser store muligheder i erhvervsområdet Scanport, som ligger lige ud til Øresund og er nabo til Den Blå Planet og Københavns Lufthavn.

Scanport har infrastruktur i verdensklasse. Man har lufthavnen, metro, togstation, motorvej og en bro til Sverige lige ude foran hoveddøren.

Med en placering lige ud til vandet, tæt på metroen, der forbinder Tårnby Kommune med Københavns centrum, og kun et kvarters gang til Københavns Lufthavn, ja, så ligger erhvervsområdet Scanport ganske ideelt. Projektudviklings- og entreprenørkoncernen Skanska ser da også store muligheder i erhvervsområdet, der blev købt i 1999 og har en størrelse på cirka 100.000 kvadratmeter.

Flere virksomheder har allerede rykket deres hovedsæde til Scanport. Medicinalfirmaet Astellas Pharma har slået sig ned i Scanport, og Ferring Pharmaceuticals flytter deres danske hovedsæde, der er tegnet af Foster + Partners, og 600 medarbejdere dertil i 2019 - med placering lige ud til vandet.

Begge virksomheder har mange svenske medarbejdere og får nu et bedre fundament for at rekruttere højtuddannet arbejdskraft fra den anden side af Sundet, da Øresundstoget forbinder området med Skåne og Malmø.

– Scanport har infrastruktur i verdensklasse. Man har Nordeuropas største lufthavn, metro, togstation, motorvej og en bro til Sverige lige ude foran hoveddøren. Samtidig er man kun en time fra London og Berlin, siger Elo Alsing, markedschef i Skanska.

– Når vi investerer, er det, fordi vi ser et stort potentiale i området. Vi ser det som en forlængelse af den historie og udvikling, der allerede er i gang om København. Aktuelt vokser København med omkring 10.000 mennesker hvert år, så byen vokser udad. Ørestad har været en succes, og vi ser nu Scanport og Tårnby, som et naturligt nyt vækstområde i København, der imødekommer globale danske virksomheders behov for stærk regional og international infrastruktur.

Det er ikke blot Skanska, som investerer i området omkring Københavns Lufthavn, men også Thylander Gruppen og PFA har købt en lang række store bygninger, som de er ved at renovere og gøre til fremtidens rammer for erhvervslivet.

– Ud over Scanport så udvikles der adskillige, tusinde kvadratmeter ude i området, så Scanport er en del af noget større. I de kommende år kommer der til at ske et stort udviklingsarbejde, som vil gøre området til et af Københavns vigtigste erhvervsområder. Det er det samme, som sker andre steder i Europa, f.eks. i Paris, hvor lufthavnsområdet udvikler sig, fordi der er så meget energi og dynamik i områder omkring lufthavne, siger Elo Alsing og fortsætter:

– Man kan sige, at Skanska – og de aktører som opererer ude i lufthavnsområdet – leverer det, som markedet efterspørger. Det vi ser er, at markedet og virksomheder konstant bliver mere globale, og derfor bliver deres behov for beliggenhed i internationale områder og for international infrastruktur meget, meget afgørende.

Skanskas strategi med Scanport rækker længere end blot at skabe et klassisk erhvervsområde, hvor al aktivitet stopper, når medarbejderne holder fyraften klokken 17. Ambitionen er at udvikle et attraktivt og inspirerende byområde med aktiviteter, der kan skabe synergi mellem de lokale beboere, virksomhedernes medarbejdere og turister såvel som forretningsrejsende, der er i byen i en kortere periode.

– Vi vil meget gerne lave en spændende og levende bydel, så beboerne i lokalområdet og medarbejderne synes, det er attraktivt og en god oplevelse at benytte områdets tilbud og aktiviteter. Vi arbejder målrettet på at få aktiviteter som fitness, roning og svømning, samt cafeer og restauranter, så området er mere end et klassisk kontorområde, siger Elo Alsing.

Skanskas plan er at gøre brug af det fundament, der allerede eksisterer i området, heriblandt Amager Strandpark og den lokale havn. Skanska ejer havnen, Scanport Havn, hvor man kan erhverve sig en bådplads nær Den Blå Planet og ud til Øresundsbroen.

Den historiske bygning Bryggergården, bygget i 1700 tallet, har løbende været med til at tiltrække designere og kreative virksomheder, som arbejder med aktiviteter, der er synlige i lokalområdet. Derudover er planen at bygge et hotel med ca. 300 værelser og konferencefaciliteter, hvor turister, forretningsfolk og andre kan overnatte, mens de er i byen. Allerede nu tiltrækker Den Blå Planet, Nordeuropas største Akvarium, mange til Tårnby Kommune. Akvariet blev indviet i 2013 og har mere end 600.000 besøgende om året.

– Vi er begavet med, at vi har fået Den Blå Planet tegnet af 3XN til Tårnby Kommune. Det er en fantastisk mulighed for at vise, at der allerede nu er skabt nogle seværdigheder i området, som tiltrækker en masse mennesker. Kan vi få nogle af alle de mennesker, som er ude at kigge på fisk, til også at søge efter andre oplevelser i området - havneture, bådture, besøg på caféer og restauranter, som ligger nær havnen - så er dét en del af den historie, vi gerne vil fortælle om området, siger Elo Alsing og fortsætter:

– Overordnet set er det altså et stærkt miks af erhverv, mennesker, natur og kultur. Med det mener jeg, at der er både store erhvervsaktører, men der vil i fremtiden også komme flere caféer, restauranter og også mere kreative erhverv som Bryggergården.

Fremtidens erhvervsområde lever ikke kun fra 08 til 16, men fra 08 til 22, siger han. Scanport er et af flere spændende projekter i København. Pensionsselskabet PFA har f.eks. investeret i et erhvervsbyggeri på Redmolen i Nordhavn, mens Danica har overtaget 50 procent af Papirøen i det centrale København, som skal omdannes til boliger og erhverv.

Fakta

Skanska er i øjeblikket ved at udvikle en række markante byggerier i Scanport tegnet af Arkitema og Henning Larsen Architects og forventer, at de første lejere kan flytte ind i bygningerne i 2018.

Del

Journalist

Daniel Hedelund

Andre artikler