Weekly News

Karsten Rasmussen, adm. direktør hos Tarpaper Recyling ApS. GENBRUG & AFFALD

Nu kan man anvende tagpap til veje

Udtjent tagpap fra bygningers tage over os kan genanvendes til ny asfalt på vejene under os. Danske Tarpaper Recycling står bag løsningen, der har vakt stigende interesse i udlandet.

Potentialet for at gøre asfaltproduktion mere grøn er enormt set med internationale briller.

Hvert år dannes der alene i Danmark op mod 20.000 tons nedbrudt tagpap. Tagpappet kommer typisk fra nedrivninger eller er overskudsmateriale fra landets tagpapfabrikker og det meste af disse affalds- og restprodukter køres enten direkte i deponi eller afbrændes.

Men i stedet for at betragte det som affald, har Tarpaper Recycling ApS udviklet en teknik, der kan bearbejde nedbrudt eller overflødigt tagpap til anvendelse i ny og miljøvenlig asfalt.

– Der er god mening i at genanvende tagpappet, i stedet for bare at lade det gå til spilde. Hvor asfalt typisk indeholder fem procent bitumen, indeholder tagpap helt op til 50 procent af det sorte bindemiddel. Og så er det tilmed af endnu bedre kvalitet end det, bitumen man allerede i dag anvender i asfalt, fortæller adm. direktør Karsten Rasmussen fra Tarpaper Recyling ApS og uddyber:

– I hvert ton nedbrudt tagpap er der ca. 550 kg bitumen. Og ved at udvinde bitumen fra udtjent tagpap i nærområdet, behøver man ikke længere at transportere bitumen fra fjerne dele af verden. Herudover kan man anvende det resterende tagpap som granulat i asfaltproduktionen, fortæller Karsten Rasmussen.

For hvert ton asfalt, der produceres med genanvendt bitumen fra tagpap, reduceres CO2-udslippet med 60 kg sammenlignet med traditionel asfalt. Og ved øget anvendelse af Tarpaper Recyclings unikke metode kan de mængder af udtjent tagpap, der i dag køres i deponi eller til forbrænding, reduceres markant.

Karsten Rasmussen påpeger, at der ikke kun er miljømæssige men også økonomiske fordele ved at genanvende tagpap i asfaltproduktionen:

– Bitumen udvindes af olie, og netop olieprisernes uforudsigelighed og olieressourcernes endeligt, gør genanvendelse af tagpap utroligt interessant. Dertil kommer naturligvis, at transport af bitumen til asfaltproduktionen koster en del – også på miljøkontoen, påpeger han.

Det er ikke kun asfaltudlæggere, der er begyndt at udvise interesse for den mere miljøvenlige asfalt. Også i starten af fødekæden har man fået øjnene op for de miljømæssige og økonomiske fordele i øget genanvendelse af tagpap.

Krone Tag i Odsherred udfører alle opgaver inden for udlægning af tagpap, både i forbindelse med nybygning, renovering og reparation. Virksomheden har indgået et samarbejde med Tarpaper Recycling, der afhenter sorteret fraskær i biobags og genanvender det i asfaltproduktionen.

Også hos Viva Tag i Frederikshavn tænker man cirkulært. Her har man introduceret et genbrugsprogram, der tager hånd om gammelt tagpap og rester fra nylagt tagpap, der returneres til producenten og derefter indgår i produktionen af nyt tagpap. Det blev til mange tons tagpap sidste år, der ikke alene gav en stor besparelse på indkøb af nye råvarer, men også sikrede en væsentlig reduktion i miljøbelastningen.

Tarpaper Recycling er blandt de første i verden, som har formået at etablere en systematisk genanvendelse af tagpap til asfaltindustrien. Slutproduktet kaldes Bitumenmix, der har opnået ETA-godkendelse. Koncernen regner med at lade helt op mod 30.000 tons tagpap gå gennem det patenterede maskineri om året.

– Men det er forsigtige skøn, for potentialet for at gøre asfaltproduktionen mere grøn er enormt, set med internationale briller, fastslår Karsten Rasmussen.

Udover Tarpaper Recyclings danske produktionsfaciliteter i Herning og administration i Glostrup ved København, har koncernen datterselskaber i Sverige og Finland. Herudover har en række tyske delstater vist interesse for den danske koncerns knowhow og teknologi. 

Fakta

Tarpaper Recycling ApS blev grundlagt i 2006 med et ønske om at etablere en bæredygtig virksomhed inden for genanvendelse af nedbrudt eller overflødigt tagpap. Manden bag firmaet, Karsten Rasmussen, er også manden bag den patenterede maskine, der ifølge planen, skal tygge sig igennem op mod 30.000 tons tagpap. Om året.

Del

Journalist

Rikke Kokholm

Andre artikler