Weekly News

Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri. BY OG BYGGERI

Mere viden sikrer bedre genbrug i byggeriet

Byggebranchen producerer årligt 3.600 mio. tons affald, hvilket svarer til 30 procent af affaldsmængden. Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, efterlyser sammenhængende love og regler, der understøtter udvikling af en bæredygtig byggebranche.

Vi vil gerne have endnu mere fokus på, hvordan materialerne genanvendes, så de holder en høj værdi på alle stadier af deres livscyklus.

I dag genbruges omkring 80 procent af byggeaffaldet typisk til vejfyld og bundsikring. Affaldet kunne genbruges mere hensigtsmæssigt, hvis det blev sorteret grundigere.
– Vi vil gerne have endnu mere fokus på, hvordan materialerne genanvendes, så de holder en høj værdi på alle stadier af deres livscyklus, og vi på den måde udnytter jordens råstoffer og ressourcer bedst muligt, forklarer Michael H. Nielsen.
Dansk Byggeri har derfor sammen med blandt andre Teknologisk Institut søsat Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald, der arbejder intenst med at lokalisere og kortlægge indholdet i byggeaffaldet, så man kan effektivisere både håndtering og nyttiggørelse af ressourcerne.

Hos Dansk Byggeri er der stort fokus på, hvordan man kan omsætte de grønne dagsordner til en brugbar og konkret dagsorden, der kommer både medlemmer og miljø til gode. Der er fokus på hvorledes bæredygtighed kan blive en integreret del af byggeriets forretningsgrundlag.
– Vi arbejder altid med at motivere alle de involverede parter i byggeriet til at være med til at udvikle og implementere konkrete løsninger, der leverer svaret på væsentlige samfundsudfordringer f.eks. udvikling af fremtidens grønne byggeri – hvad enten det drejer sig om nybyggeri eller renovering af det eksisterende, forklarer Michael H. Nielsen.
I dag er der stort fokus på cirkulær økonomi og bæredygtigt byggeri, men tankegangen kan indeholde nogle dilemmaer. Hvis vi som samfund genbruger ukritisk, så får vi nogle nye udfordringer i, at de genbrugte produkter ikke nødvendigvis lever op til de eksisterende lovgivninger og nutidige tekniske krav.
– Jeg så, at Hjørring og Brønderslev Kommuner har lavet et projekt med at videresælge brugte vinduer. Genbrugstanken er da helt klart sympatisk, men er det mon en god idé her, når vi ved, at vinduerne ikke nødvendigvis lever op til de tekniske krav om energieffektivitet, som vi ønsker i dag? spørger Michael H. Nielsen og fortsætter:
– Vil det så ikke være bedre at genbruge dele af vinduerne og lade dem indgå i en ny bæredygtig produktion. Så kan man også slippe af med eventuelle skadelige stoffer i de gamle vinduer og producere nye produkter, som lever op til kravene i byggelovgivningen.

Netop lovgivninger og skærpede energikrav er noget Dansk Byggeri følger nøje med i for at sikre, at medlemmerne fremstiller innovative produkter.
– 40 procent af al Danmarks energi går primært til at opvarme bygninger, og vores dygtige materialeproducenter har sammen med rådgivere og udførende virksomheder muliggjort, at vi i løbet af godt 10 år har nedsat energiforbruget i nye bygninger med op til 50 procent, forklarer Michael H. Nielsen og understreger, at i 2020 er målsætningen endnu 25 procents reduktion fra dagens værdier. Det er et led i regeringens ambition om, at Danmarks energiforbrug er fossilfrit i 2050.
Indtil nu har der været kigget meget på energieffektive materialer, men vi er ved at nå dertil, hvor det nu måske begynder at koste for meget energi at producere f.eks. højeffektivt energibesparende vinduesglas, så derfor arbejder Dansk Byggeri med helhedstanken i problemstillingen.
– Lige nu har vi f.eks. DTU til at se på, om man kan sætte indeklimaet på en formel. Så vi kan beregne ikke blot, hvad man kan spare, men også virkningen af det set i det store perspektiv. Formålet er at se, om man kan værdisætte det gode indeklima, fortæller Michael H. Nielsen.

Indeklimaet står højt på Dansk Byggeris dagsorden, fordi 90 procent af tiden opholder vi os indenfor enten på kontoret, hjemme eller et helt tredje sted.
DTU har testet indeklimaet på en række skoler, hvor det viste sig, at på omkring 2/3 af de besøgte skoler havde indholdet af CO2 oversteget grænseværdierne i løbet af blot en time.
– Forsøget på skolerne var tankevækkende, fordi det tydeligt viser, hvor vigtigt det er at sikre et godt indeklima og se tingene i et større perspektiv. Det er jo forudsætningen for børn i heldagsskolen, at deres omgivelser giver dem de optimale forudsætninger for at lære, siger Michael H. Nielsen og fortsætter:
– Vi vil gerne være på forkant, og derfor arbejder vi netop med de elementer i indeklimaet, der kan være med til at skabe velvære, innovation og selvfølgelig forretning for vores medlemmer.
Så hos Dansk Byggeri er der fokus på at konkretisere den bæredygtige dagsorden og sikre bedre og klarere retningslinjer for genanvendelse af byggeaffald, energiforbrug i bygninger og et bedre indeklima.

Fakta

Dansk Byggeri er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation for 6.000 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Medlemsvirksomhederne beskæftiger ca. 70.000 medarbejdere.

Kilde www.danskbyggeri.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler