Weekly News

Her udvikles fremtidens vandløsninger

Det nyåbnede AquaGlobe i Skanderborg skal udvikle, fremvise og markedsføre fremtidens effektive løsninger på vandområdet til gavn for både hjemlige forbrugere, dansk eksport og hele kloden.

AquaGlobe er etableret i et samarbejde mellem Skanderborg Forsyning og en række private og lokale aktører i vandbranchen.

– Sammen vil vi skabe nogle af verdens bedste løsninger, som både kan skabe lokal og national vækst, men som også kan løse nogle af de store globale udfordringer på vand. Eksport-potentialet på vand er tre gange større end eksport-potentialet på vindmøller. Gennem innovativt samarbejde i vandbranchen kan vi fordoble eksporten og skabe 4-5.000 nye arbejdspladser, siger Jens Bastrup, adm. direktør i Skanderborg Forsyning.

Fremtidens løsninger på vandområdet vil i højere grad integrere IoT (Internet of Things), kunstig intelligens og brug af data, og lokalt kan Skanderborg allerede fremvise gode resultater.

– I et af vores forsyningsområder har vi kunnet dokumentere, at alene ved at bruge data intelligent i styringen af vores produktion har vi kunnet reducere vores energiforbrug med op til 15 procent. Så der er helt klart et stort potentiale, siger Jens Bastrup.

Med sin placering i Søhøjlandets ”Water Valley” er det naturligt, at Skanderborg går forrest i udviklingen.

– De største virksomheder i Skanderborg Kommune er inden for vandområdet. 15-20 procent af medarbejderne i kommunen er inden for vandbranchen. Det giver os et godt udgangspunkt for at skabe yderligere vækst ved at skabe og facilitere AquaGlobe som en smeltedigel af innovation, der kan bidrage til at løse de globale udfordringer på vandområdet, siger Jens Bastrup. 

Del

Journalist

Peter Klar

Andre artikler