Weekly News

Fremtidens byggeri er digitalt

Byggeriet er midt i en digitaliseringsproces, der berører alle faser fra projektering til drift. Inden længe vil vi se robotter på byggepladserne.

Vi kommer til at se en øget digitalisering af byggeriet.

Det kan lyde som science fiction, men det er det ikke. Ganske snart vil vi se de første robotter på byggepladserne, og skridt for skridt vil de overtage mere og mere af det arbejde, der i dag udføres af mennesker. Det fortæller Thomas Juul Andersen, arkitekt MAA, projektleder i InnoBYG og faglig leder, Teknologisk Institut.

– Vi kommer til at se en øget digitalisering af byggeriet. Det rummer et stort potentiale for øget produktivitet, og derfor vil vi komme til at se bl.a. robotter og selvkørende entreprenørmaskiner på byggepladserne, siger han.

Den første generation af murerrobotter er allerede på gaden, og med anden og tredje generation på trapperne, skal murerne til at indstille sig på forandringer i arbejdet. Murerrobotterne vil inden længe kunne lægge sten meget hurtigere end den gennemsnitlige murer, så en insisteren på at fortsætte, som om intet var hændt, er næppe en farbar vej. Omvendt er der ingen grund til panik, mener Thomas Juul Andersen.

– Det hævdes ofte, at robotter i byggeriet vil koste arbejdspladser. Men sandheden er jo, at hvis man får robotter ind og får en højere produktivitet, så betyder det, at der bliver genereret arbejdspladser. Nogen skal programmere robotten, nogen skal føde den med materialer osv., siger han.

Samtidig er der stadig mange byggeopgaver, robotterne ikke kan løse endnu, fordi de er for komplekse. Murerrobotterne er gode til at opføre en lang, lige væg, men kommer til kort, når de møder et hjørne. På lang sigt kommer det til at ændre sig, men foreløbig skal håndværkerne i højere grad betragte robotterne som en hjælpende hånd end som en direkte konkurrent, påpeger Thomas Juul Andersen.

– Fra nu af og mange år frem vil robotterne være håndværkernes forlængede arm. De vil lave det hårde arbejde, så håndværkerne kan bruge tiden på de mere komplicerede dele af byggeriet, siger han.

Digitaliseringen af byggeriet handler ikke kun om robotter. Byggeriet er i fuld gang med at blive digitaliseret i alle faser fra projektering over produktion til drift, og derfor har Innovationsnetværket InnoBYG samlet arbejdet med digitaliseringen på platformen build40.dk.

– Begrebet Build 4.0 er skabt af Teknologisk Institut, som sammen med bl.a. Dansk Byggeri har talt om, at tiden var inde til at skabe en pendant til industriens Industri 4.0, hvori der jo ligger en højere grad af brug af digitale værktøjer, siger Thomas Juul Andersen.

– Det er det samme, der ligger i det i byggerikontekst. Som udviklingen er i dag, er det på tide, at man kan snakke om et digitalt byggeri i alle faserne, og det er grunden til, at vi har taget initiativ til at skabe begrebet og lave platformen, afslutter Thomas Juul Andersen.

Fakta

Build 4.0 er byggeriets svar på industriens Industri 4.0 og omfatter brugen af ny teknologi og digitalisering i bygge- og anlægsbranchen, herunder anvendelse af robotter, 3D printteknologi, droneteknologi, VDC, BIM og big data. Kilde: Build40.dk.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler