Weekly News

Dataenes fri bevægelighed

Transport- og logistikbranchen har hængt i bremsen, når det kommer til digitalisering. Hos FREJA går man dog mod strømmen og implementerer ny teknologi og deler data på tværs af forsyningskæden.

Der vil komme endnu mere fokus på at dele data på tværs af forsyningskæden.

En undersøgelse fra PwC viser, at transport- og logistikbranchen er den branche, der beskæftiger sig mindst med innovation. Undersøgelsen, hvor mere end 500 erhvervsledere er blevet spurgt, viser dog også, at branchen forventer et langt større fokus på innovation og digitalisering over de næste tre år.

Det handler i høj grad om at kunne rumme både den gamle kerneforretning og fremtidens krav om digitalisering i en verden, hvor de traditionelle forretningsmodeller ikke længere skaber værdi, men hvor forretningsmodeller, produkter og services skal nytænkes.

Digitaliseringen medfører, at værdiskabelse ligger i anvendelse af data på tværs af forsyningskæderne. Derfor bliver teknologiske IT-platforme og integration helt central for virksomhedens – og kundens – succes. Der ligger nemlig en guldgrube af viden i at kende sine kunder og kunne høste og analysere data og ikke mindst at dele disse imellem samarbejdspartnere.

– Vi ser et marked, hvor der er øget fokus på integration mellem alle spillerne gennem hele forsyningskæden. Historisk har FREJA haft fokus på at lade teknologierne afløse de manuelle processer. Dels for at hæve kvalitet, men også for at udvikle design af forskellige jobroller. FREJAs nuværende digitale strategi har flyttet fokus til at skabe værdi for kunden, fortæller Ulrik Rasmussen, der er adm. direktør for FREJA Danmark.

Det opleves i dag ved, at medarbejderne i stadig højere grad bliver datadrevet i deres beslutningsstøtte. Det er f.eks. ved ruteplanlægning imellem læsse- og losse-adresser, konsolidering af varegrupper imellem pågældende adresser og robotdrevet advisering om forsinkelser eller afvigelser af forskellig art.

– Ydermere har vi valgt at investere i ny teknologi, der gør kundens data tilgængelig og let forståelig i et cloud-baseret BI-værktøj. Dermed åbner vi op for datadeling, indsigt og analyse på tværs af forsyningskæden, hvilket jo er blevet et helt centralt element i vores forretning, siger Ulrik Rasmussen.

Hos FREJA arbejder de intenst med at analysere data og høste de værdifulde informationer, der kan realisere et optimeringspotentiale. For at koble data og optimeringspotentiale endnu bedre sammen har FREJA bl.a. ansat Kenneth Sandgaard, der er Business Development Manager. Kenneth fortæller:

– Vi gør meget ud af at trække kompleksitet ud af kundens datamængde, for derefter at give simpel data tilbage til kunden i let læselige grafer. Kunderne ejer naturligvis deres datastrømme, men det er FREJA, der registrerer logistiske sammenhænge som dimensionering, trafikale events, mængder og whereabouts, der i sidste ende er afgørende for kundens OTIF (on-time-in-full) forpligtelser overfør deres slutkunder. Vi kan ikke blot monitorere enheder, men også muliggøre dybere indsigt i kundens egen forsyningskæde ved at anvende advanced analytics teknikker.

Med teknologierne er FREJA i stand til at agere som kundens support til øvrige supply chain analysts. De data, FREJA automatisk har i systemet via egen flåde eller integrationer, giver kunderne et værdifuldt overblik over varestrømme, lagerstørrelser, afskibningsfrekvenser og andre Supply Chain
Management-emner, som kan
hjælpe kunderne med at skabe værdi.

Åbenheden omkring at dele data afspejles også i flere af de forskningsprojekter, som FREJA er en del af. Projekterne viser også, hvordan disruption trænger ind i kerneforretningen, og åbner op for at tænke forretningsgange på en radikal ny måde.

– Sidste år tog vi hul på et projekt, hvor vi samarbejder på tværs af branchen og lader forskere få adgang til vores data. Målet er, at projektet resulterer i en åben platform i branchen, som optimerer udnyttelsesgrader og reducerer CO2-udledning via ny teknologi, fortæller Morten Søgaard, der er Group IT Manager for FREJA.

Udover FREJA deltager bl.a. Aalborg Universitet og Imperial College i London i projektet.

– I fremtiden forventer vi, at der vil komme endnu mere fokus på at dele data på tværs af forsyningskæden, så vores kunder kan udnytte alle informationerne. Vores kunder opstiller i højere grad krav til end2end supply chain-præstationer, og her kan FREJA øge indsigten i, hvilke processer i forsyningskæden kunden kan forbedre sig – via datadeling, fortæller Ulrik Rasmussen.

Allerede i 2011 kom FREJA med på Internet of Things-bølgen, hvor alle 1.600 trailere blev udstyret med en GPS-enhed, der er direkte forbundet til transportplanlægningssystemet. Medarbejderne kan nu elektronisk følge bilerne på vejene og dermed forudse og forebygge eventuelle forhindringer.

Før den tid skulle flere aktører manuelt koordinere informationer, inden re-planlægning blev iværksat og kunden adviseret. Digitale tiltag bevirker også, at kunden ud fra givne forudsætninger kan følge sit gods og online se, hvor godset befinder sig.

– Vi forventer at implementere endnu flere digitale processer i fremtiden, tænke deling af data på nye måder for at skabe endnu mere værdi for vores kunder, siger Ulrik Rasmussen. 

Fakta

Undersøgelsen fra PwC viser, at om bare tre år forventer hele 68 procent af lederne i transport- og logistikbranchen, at deres virksomhed har etableret en særlig innovationsenhed, et innovationsmiljø eller gøre brug af eksterne samarbejdspartnere. Det svarer til en stigning på 44 procent. PwC’s CXO-undersøgelse 2017 er gennemført i samarbejde med Dansk.

Kilde: PwC

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler