Weekly News

Kristian Kreiner, Professor Emeritus, CBS. BY OG BYGGERI

Bæredygtighed som mode

Bæredygtighed bliver utvivlsomt et vigtigt pejlemærke for byggeudviklingen i fremtiden. Alle taler om bæredygtighed, og de fleste tror, at det er et vigtigt og realistisk mål for udviklingen. Men at byggeriet skal være bæredygtigt i fremtiden er desværre ikke noget, vi kan beslutte. 

Vi kan måske lære af Tesla-eksemplet, at indpakningen af den grønne teknologi er helt afgørende for succesen.

Bæredygtighed er en effekt, ikke af én beslutning, men af en myriade af små beslutninger mange steder i og uden for byggeriet. Ministeren har sagt, at markedet er en stærk drivkraft for den grønne udvikling, og dermed siger han også, at udviklingen er en kumulativ effekt af alle de mange små, uafhængige dispositioner, som markedet repræsenterer. Disse små dispositioner behøver ikke at have noget med bæredygtighed at gøre for at kunne bidrage til effekten. Tænk på hvor mange af os, der medproducerer motorvejskøer hver morgen, selvom vi bare prøver at komme på arbejde.

Fordi bæredygtighed er en kumulativ effekt af alle disse små dispositioner og beslutninger, er det meget lidt, vi som beslutningstagere kan gøre for at få effekt. Hvad vi gør individuelt (som forbruger, som lovgiver osv.) drukner hurtigt i mængden af alt det, alle de andre gør. Et aktuelt eksempel giver dog pejling af, hvad der kan sætte en overraskende udvikling i gang. Tesla gjorde en el-bil til et statusobjekt blandt alverdens erhvervsledere, som sikkert ikke tænkte på sig selv som miljøforkæmpere, og som sikkert ikke ønskede sig en rækkevidde på blot et par hundrede km. Alligevel investerede de stort i bilen, som vandt prisen som verdens grønne bil i 2013. Denne succes burde inspirere os alle.

Vi kan måske lære af Tesla-eksemplet, at indpakningen af den grønne teknologi er helt afgørende for succesen. En mindre smart eller grim el-bil ville aldrig kunne opnå kultstatus og blive et statusobjekt. Man kan spørge om, hvem der har brug for at accelerere fra 0 til 100 på under fire sekunder, men en sådan power retfærdiggør den grønne teknologi selvom dens effekt på miljøet bliver nedsat. Et uovertruffen udstyr med elektroniske gadgets giver narrativt stof til at tale om andet end penge.

Hvis vi ønsker os et bæredygtigt byggeri, skulle vi måske begynde at overveje strategisk, hvordan vi kan skabe en bære- og modebølge, som udviklingen kan ride på. Drifts- og investeringskalkuler gør det ikke. Man skaber ikke en mode, fordi noget kan betale sig, men fordi forbrugerne og bygherrerne vil have det. Måske starter bæredygtig udvikling i byggeriet med noget, der skaber æstetisk glæde og teknisk fascination. 

Del

Journalist

Kristian Kreiner

Andre artikler